12-06-2010

Ny energimærkelov stiller krav til boligsælgerne

Fra 1. juli i år skal alle boliger have et energimærke, inden de annonceres til salg.

Folketinget har netop vedtaget en ændring af energimærkeloven, så sælgere skal sørge for, at boligen har et energimærke, før den optræder i salgsannoncer. Tidligere var kravet, at energimærket blot skulle foreligge, før handelen blev gennemført.

Med mindre end en måned til reglerne træder i kraft, har boligejere, der går i salgstanker, travlt, hvis boligen skal sælges i løbet af sommeren.

"I DanBolig kan vi fuldt og helt støtte ændringen i reglerne. Ikke mindst i en tid, hvor CO2-udledningen skal mindskes, er det oplagt at få en boligs energimæssige stand ind i en købers overvejelser tidligt i processen," siger kommunikationschef i DanBolig, Uffe Vind.

"Men boligejerne og ejer- og andelsboligforeninger har en stor tidsmæssig udfordring," siger han med henvisning til, at det er ejer- og andelsboligforeningerne, der skal sørge for mærkningen af ejerlejligheder og andelsboliger.

"Jeg vil opfordre til, at man hurtigst muligt får fat i en energikonsulent. Rigtig mange står i den her situation, og der vil derfor være rift om konsulenterne i den kommende tid," siger Uffe Vind og fortsætter:

"Den gode nyhed er, at der normalt er rabat at hente, hvis man får udarbejdet energi-mærket samtidig med tilstandsrapporten."

Energimærket er gyldigt i fem år, mens tilstandsrapporten skal fornys efter et halvt år.

Yderligere oplysninger eller kommentarer kan fås ved henvendelse til kommunikationschef Uffe vind på uffe.vind@danbolig.dk, mobil 23 30 52 43 eller fastnet 38 40 09 00.